Forsyning|FOF i skyen: Vi er i mål med implementering af første fase

17. december 2024

Forsyning|FOF i skyen: Vi er i mål med implementering af første fase

Med flytningen af 266 kunder til skyen har vi nu afsluttet første fase af vores store udviklingsprojekt, Forsyning|FOF i skyen. Til næste år har vi fuld fokus på fase 2 – og er snart klar med en helt konkret plan for både udvikling og udrulning.

266 kunder – flere end 430 forsyninger – er nu rykket op i skyen.

Og det betyder, at den første fase af udrulningen af Forsyning|FOF i skyen er afsluttet – en stor milepæl for os og ikke mindst jer, der nu er kommet i gang med at bruge den nye platform.

Vi har lært en masse undervejs, og vi har været enormt glade for al den feedback, vi har fået fra jer brugere og særligt vores enormt dedikerede brugergruppe.

Det har hjulpet os til at forbedre udrulning, undervisning og den efterfølgende support – og det er vigtig læring, når vi nu skal kigge frem mod, hvordan vi bedst muligt kan udvikle og implementere den anden fase af projektet.

Med et flueben ud for fase 1 i projektet bliver 2025 nemlig et vigtigt år for Forsyning|FOF i skyen.

Vi starter året med at binde sløjfer om de sidste småting fra fase 1, og så sætter vi ikke mindst alle kræfter ind på udviklingen af fase 2, som er klart den største del af projektet.

          

Vi er snart klar med den fulde plan for fase 2

I den næste fase af projektet vil funktionerne, der flyttes fra Forsyning|FOF, være mere specifikke for forsyningsbranchen. Og derfor er det også en større ”bid af kagen” i det samlede projekt.

Indtil nu har vi arbejdet ud fra en plan om at flytte hele forbrugersiden over på den nye platform. Men efterhånden som udviklingen er skredet frem, har vi konstateret, at det ikke nødvendigvis er den bedste vej at gå.

Derfor arbejder vi lige nu på at fastlægge helt nøjagtigt, hvordan vi udvikler fase 2, så de nye funktioner både bliver lette for dig som bruger at arbejde med – og så vi har det bedst mulige udgangspunkt for den videre udvikling.

Så snart vi har en nøjagtig plan for udviklingen og udrulningen af fase 2, melder vi det ud i vores næste nyhedsbrev. Det kommer i første kvartal af 2025

Allerede nu kan vi til gengæld løfte sløret for, at du med fase 2 vil kunne udvide Forsyning|FOF i skyen, så du kan understøtte betalinger via MobilePay og kreditkort – en funktion vi ved, mange af vores brugere længe har efterspurgt.

     


Læs om dine fordele og find svar på spørgsmål på vores hjemmeside

Har du et spørgsmål eller vil du bare gerne vide, hvordan Forsyning|FOF kommer til at se ud i fremtiden, kan du i mange tilfælde finde svar på vores hjemmeside under Forsyning|FOF i skyen.

Udover alle løsningens mange fordele, finder du her viden om Microsoft Business Central, udrulningsprocessen og alle de seneste nyhedsbreve.

Du har desuden adgang til en oversigt over ofte stillede spørgsmål, som vi opdaterer løbende.

Nyttige funktioner i skyen: Udlæs til Excel og publicer retur

Forsyning|FOF i skyen er direkte integreret med Microsoft Excel – og det betyder, at du kan redigere i Excel, hvis du for eksempel får efterposteringer fra din revisor i et Excel-ark.

Via en finanskladde uden nummerserie (OMPOST) kan du indtaste en enkelt postering og vælge at udlæse denne til Excel.

Her indtaster du eller kopierer dato, kontonummer og beløb fra arket og kan publicere retur til FOF i skyen, hvor du kan bogføre og kontrollere finanskladden.

Sådan håndterer vi skabeloner

I overgangen til skyen har vi valgt ikke at konvertere de mange skabeloner, der ligger i Forsyning|FOF i dag. I stedet opretter vi en række standardskabeloner, som du med direkte integration til Microsoft Word selv vil kunne redigere i og tilpasse til din forsynings behov.

Det giver dig flere muligheder og et bedre samspil i løsningen, fordi vi udnytter de funktioner, der allerede findes i forvejen.

Kunstig intelligens kan lette hverdagen

I november sendte vi en håndfuld af vores kollegaer til konferencen Directions, som primært har fokus på Microsoft Business Central – den platform, vi udvikler Forsyning|FOF i skyen på.

Helt generelt var konklusionen, at Business Central er i vækst, og at Microsoft investerer meget i platformen. Det betyder, at du som bruger får en masse nye funktioner, som letter hverdagen.

Nogle af dem bliver baseret på kunstig intelligens i Microsofts AI-løsning, Copilot. I de kommende år lanceres AI-agenter nemlig i Business Central – og de vil kunne automatisere mange af de trivielle hverdagsopgaver på forsyningen, I egentlig hellere ville være foruden.

For eksempel er Microsoft i gang med at udvikle en ’bogholder’-agent, som vi ser frem til at teste. Potentialet er enormt – og vi er stadig selv i gang med at undersøge alle de muligheder, der er for at effektivisere hverdagen med kunstig intelligens.

Allerede nu tør vi dog godt sige, at 2025 bliver et spændende år, hvis du gerne vil arbejde med AI i dit finans- og forbrugersystem.

Har du et godt forslag?

Sidder du med et godt forslag til udviklingen af Forsyning|FOF i skyen, hører vi meget gerne fra dig.

Du kan altid sende dine ønsker og forslag til Lars Lilleør på ll@softvaerket.dk.

//