Hosting-miljøet beskyttes nu med geofence

3. marts 2022

Hosting-miljøet beskyttes nu med geofence

Med det forhøjede trusselsniveau for danske forsyningsselskaber sørger Softværket for, at sikkerheden øges for vores brugere i hosting-miljøet. Derfor anvendes geofence til at begrænse trafik fra risikolande.

Det forhøjede trusselsniveau, som blandt andet er forårsaget af den sikkerhedspolitiske situation i Østeuropa, har i februar fået Center for Cybersikkerhed til at udsende en liste med en række anbefalede tiltag for at styrke IT-sikkerheden i danske forsyningsselskaber.

I Softværket sikrer vi naturligvis, at vores hosting-miljø er opdateret i forhold til disse anbefalinger, men vil også opfordre vores kunder til at sikre it-sikkerheden lokalt. Se vores gode råd her til andet steds i nyhedsbrevet.  

EnergiCERT har i deres seneste trusselsrapport anbefalet, at man overvejer at benytte geofence for at sikre sine IT-systemer. Geofence identificerer det geografiske område, hvor indgående trafik stammer fra ved at se på IP-adressen og kan på den baggrund blokere for trafik til lande, hvor man ikke ønsker trafik fra ellertil.

Ud fra en konkret risikovurdering har vi som en midlertidig løsning valgt at aktivere geofence i vores hosting-miljø, sådan at vi pt. alene tillader trafik til ogfra EØS-landene og USA samt Færøerne, Grønland, Monaco, Schweiz og Storbritannien.

Denne skærpelse af sikkerheden har en effekt på brugervenligheden af vores hosting-miljø, idet man ikke vil kunne tilgå sine løsninger, når man opholder sig uden for de whitelistede lande. Det betyder også, at man kun kan modtage og sende mails i disse lande. Har man et stort behov for, i en kortere periode, at kunne modtage mails uden for de whitelistede lande, kan der undtagelsesvis åbnes op for denne mulighed ved at kontakte vores tekniske support.

Har du spørgsmål vedrørende geofence eller vores hosting-løsning, er du velkommen til at kontakte vores tekniske support på tel. 76 32 12 50.