Fire nye kollegaer er kommet til
I slutningen af 2025 forstærkede vi holdet i Softværket markant - med nye kollegaer i vores Konsulent- og supportteam, GIS-afdeling og ledergruppen.
Du kan lære dem alle bedre at kende her - fra venstre mod højre.
Charlotte Gosvig Nielsen er ansat som ny konsulent i vores GIS-afdeling.
Her hjælper hun alle vores GIS-kunder med tegning og ledningsregistrering, opretter interessepolygoner til LER.dk og tilretter lukkelister, som anvendes ved nedbrud.
Charlotte har god erfaring med i bagagen, da hun er uddannet landmålingstekniker og har været i faget i de sidste 35 år – både i marken, men også på kontoret med behandling af data.
Hun har både været i en kommune, hos landinspektører, entreprenører og ikke mindst i forsyningsbranchen ved TREFOR.
Charlotte fortæller, at alle opgaverne som GIS-konsulent er spændende på hver deres måde – og er glad for, at der er masser af kundekontakt forbundet med arbejdet.
- Og så er det spændende, at jeg får lov til at prøve kræfter med mange nye ting, siger hun.
Privat er Charlotte bosat i Frederikshåb og nyder fritiden med træning, gåture i skoven og gode bøger.
Lise Rasmussen er ansat som vores nye Executive Assistant med ansvar for PMO.
Oversat til godt dansk betyder det, at hun i samarbejde med vores produktansvarlige arbejder med den strategiske udvikling af de produkter, vi tilbyder i Softværket – og med at sikre, at vores løsninger også lever op til brugernes behov i fremtiden.
Derudover er hun allerede i fuld gang med strategiske analyser, kundetilfredshedsundersøgelser og organiseringen af vores brugergrupper.
Og det strategiske blik på udviklingen af it til forsyningsbranchen er alt andet end fremmed for Lise. Hun er uddannet Cand. Merc. inden for forretnings- og markedsudvikling – og har siddet som produktansvarlig i KMD’s forsyningsafdeling igennem 4,5 år.
- For mig er det vildt spændende at sørge for, at vores løsninger understøtter kunderne i deres hverdag. Jeg har altid haft en stor interesse i at oversætte brugeres behov til strategi – især når det kommer til de lidt mere langsigtede perspektiver, fortæller hun
Lise er 31 år og bosat i Nyborg med sin kæreste og deres lille datter. Det meste af fritiden bruger hun sammen med sin familie og venner, og så elsker hun at jagte nye oplevelser – store som små.
Pernille Kjær Ottosen er det ene af to nye ansigter i vores Konsulent- og supportafdeling
Her hjælper hun varme- og vandværker med at varetage administration og regnskab – som en del af vores administrationsservice, Forsyning|Admin.
Forsyningsbranchen er alt andet end fremmed for Pernille, da hun de sidste fem år har siddet som bogholder i Rødding Fjernvarme. Udover det har hun arbejdet med regnskab og bogholderi, siden hun blev uddannet økonomaassistent i 2004.
- Jeg har altid haft noget med tal, så for mig er det spændende ved arbejdet, at jeg får lov til at dykke ned i regnskaberne. Og så betyder det også meget for mig, når jeg får lov til at gøre en forskel for forsyningernes kunder, fortæller hun.
Pernille er 49 og bor i Ejby på Vestfyn med sine to drenge. Hun er glad for håndarbejde – og bruger en del af fritiden på at sy og hækle.
Mette Bysted er den anden nye kollega i vores Konsulent- og supportafdeling
Som en del af vores administrationsservice, Forsyning|Admin, hjælper hun til hverdag 2 – snart 3 – forsyninger med administration og økonomi.
Mette er uddannet revisor og trækker på femten års erfaring som bogholder og controller – hos blandt andet Aibel og Bunker Holding. Hun fortæller selv, at hun altid har haft taløre – og trives bedst, når alt går op og tallene stemmer.
- Og så kan jeg rigtig godt lide at hjælpe andre med at få det hele til at spille. Derfor er det også fedt at være en del af Softværkets kultur, hvor vi trækker i flok for at hjælpe vores kunder, siger hun.
Mette er 38 år og bor i Kolding med sin mand og deres små børn. Fritiden går med træning, madlavning og brætspilsaftener med vennerne.
Velkommen til, alle sammen!