---
title: "Velkommen til Niels og Karina"
description: "To nye kollegaer er startet i Softværket for nylig: Niels Rousøe i vores udviklingsafdeling og Karina Johannsen i vores konsulent- og supportteam."
date: "2026-04-16"
created: "2026-04-16"
---

# Velkommen til Niels og Karina

To nye kollegaer er startet i Softværket for nylig: Niels Rousøe i vores udviklingsafdeling og Karina Johannsen i vores konsulent- og supportteam.

[Hjem](https://www.softvaerket.dk/)

                    [Nyheder](https://www.softvaerket.dk/nyheder)

                [Velkommen til Niels og Karina](https://www.softvaerket.dk/nyheder/velkommen-til-niels-og-karina)

## **Niels Rousøe** er seneste skud på stammen i vores team af udviklere

Niels er 50 år og uddannet datamatiker, men siden han startede som Navision-udvikler for knap 24 år siden, har han arbejdet med vidt forskellige it-løsninger – blandt andet også gennem sin egen virksomhed, DynaTeam Fyn, som han siden solgte til Monjasa.

Undervejs har han desuden taget uddannelser som merkonom, i ledelse – og næsten en bachelorgrad i jura.

I vores udviklingsafdeling kan vi trække på Niels’ alsidige erfaring i arbejdet med at flytte Forsyning|FOF op i skyen. Udover det daglige arbejde med projektet, har Niels også fingrene i datamigrering og har fokus på at gøre brugen af AI i udviklingsarbejdet mere ensrettet.

Selv fortæller han, at alle arbejdsopgaverne indtil videre har været spændende at tage fat på:

> - Forsyningsbranchen er en helt ny verden at sætte sig ind i, og mine nye kollegaer har virkelig været gode til at hjælpe. Jeg har allerede fået et indtryk af Softværket som et sted med en god ånd og kultur, siger han.

Privat er Niels bosat i Odense med Louise og deres 5 sammenbragt børn. Fritiden bruger han sammen med familien, på at styrketræne – og spille PlayStation, når tiden er til det.

## **Karina Johannsen** er startet i vores supportafdeling

Her sidder hun klar til at hjælpe vores kunder i deres administrative løsninger.

Karina er 29 og uddannet finansbachelor og revisor. Hun har arbejdet som økonomirådgiver for primært landbrugsvirksomheder, og derfor var forsyningsbranchens it-løsninger også helt nyt terræn for hende, da hun startede.

Men den regnskabsmæssige erfaring kan hun sagtens koble på sine nye opgaver i Softværket, fortæller hun.

>
> - Jeg er glad for kundekontakt og for at hjælpe andre – og lige nu prøver jeg bare at suge alt hvad jeg kan til mig om kundernes løsninger og det, der gør branchen unik. Heldigvis er mine kollegaer både søde og superdygtige, siger hun og tilføjer:
>
> - Jeg kan mærke, at Softværket er et sted med en god kultur, hvor der tid til at fordybe sig i tingene og dygtiggøre sig indenfor sit eget område. Så lige nu er jeg ved at pejle mig ind på, hvad mit skal være.

Karina er bosat på Nordfyn med kæresten Andreas og deres to små børn. I sin fritid spiller hun meget håndbold og løber.
