Referat - Generalforsamling 2025
Referat af generalforsamling i Softværket a.m.b.a.
Tid og sted: Onsdag den 10. september 2025 kl. 16.30 på Munkebjerg Hotel
Antal stemmeberettigede: Der var repræsenteret 36 andelshavere enten ved fysisk fremmøde eller via fuldmagt. På tidspunktet for generalforsamlingen var der 270 andelshavere.
Dagsorden:
a. Valg af dirigent
b. Fremlæggelse af bestyrelsens årsberetning til orientering
c. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
d. Orientering om budget for næste regnskabsår
e. Fastsættelse af honorar til bestyrelse og formand
f. Behandling af forslag fra bestyrelse og andelshavere
g. Valg af bestyrelsesmedlemmer
h. Valg af suppleanter
i. Valg af revisor
j. Eventuelt
Referat:
Marc Roar Hintze, formand for Softværkets bestyrelse bød velkommen og takkede for stort fremmøde.
a) Valg af dirigent
Marc Roar Hintze anbefalede på bestyrelsens vegne Kim Behnke som dirigent. Der var ingen andre forslag. Kim Behnke blev valgt som dirigent med applaus.
Dirigenten orienterede om hans nuværende ansættelse ved EWII og virke som bestyrelsesmedlem hos Lystrup Fjernvarme.
Dirigenten oplyste, at vedtægterne foreskriver, at indkaldelse til generalforsamling skal ske tidligst 6 uger og senest 4 uger før afholdelsen, og at generalforsamlingen skal være afholdt inden udgangen af oktober måned. Indkaldelsen blev udsendt den 6. august 2025, og generalforsamlingen blev afholdt den 10. september 2025. Begge tidsfrister var således overholdt.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og dermed beslutningsdygtig.
b) Fremlæggelse af bestyrelsens årsberetning til orientering
Dirigenten gav ordet til bestyrelsesformand Marc Roar Hintze, som fremlagde bestyrelsens årsberetning, se bilag 1.
Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til beretningen:
Carl Hellmers, Fredericia Fjernvarme spurgte til om Softværket ikke var ved at gøre sig for afhængig af Microsoft set i lyset af den meget snak i omverdenen om at frigøre sig og i stedet benytte europæisk software?
Direktør Jan Elmstrøm Blaabjerg svarede, og kvitterede for spørgsmålet store aktualitet og relevans. Der har i medierne været megen snak om at frigøre sig fra Microsoft og Softværket har fulgt debatten meget tæt. Vi har fundet Microsofts løfter til Europa tilfredsstillende, bl.a. at Microsoft ikke giver adgang til kundedata og i tilfælde af et myndighedskrav herom vil dette først ske efter en grundig proces. At Microsoft vil tage alle retlige skridt for at undgå at skulle lukke sine tjenester ned i Europa, hvis et sådan påbud skulle komme. Dette er skrevet ind i de nye Microsoft aftaler, og der er ligeledes deponeret kildekode til tjenesterne i Schweitz, som kan bringes i anvendelse, hvis en sådan situation skulle opstå. Dette antager vi er tæt på utænkeligt og vil i givet fald i højere grad være et nationalt anlæggende. Microsoft Danmark er netop i dag til møde i Folketingets Digitaliseringsudvalg, hvor de skal redegøre for deres initiativer. Softværket har med vores løsning mulighed for at sikre vores kunders data og følger situationen tæt.
Nikolaj Lyngsø, Brørup Fjernvarme orienterede om, at de var overgået til Softværkets værksadministration. I den forbindelse blev der spurgt ind til bemandingssituationen, såfremt der opstår samme vækst i indeværende år som i det foregående. Der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt Softværket er tilstrækkeligt gearet til at håndtere en tilsvarende vækst.
Jan Elmstrøm Blaabjerg svarede, at vi altid forsøger at være på forkant, vi har bl.a. ansat en elev pr. 1/9 2025 og en ekstra økonomikonsulent pr. 1/11 2025. Det kan være svært altid at være på forkant, da vi ikke kan forudse efterspørgslen, men vi vil gerne kunne imødekomme akutte behov for assistance.
Dirigenten spurgte, om der var yderligere spørgsmål eller kommentarer til beretningen.
Det var ikke tilfældet.
Dirigenten konstaterede, at beretningen måtte betragtes som taget til efterretning.
c) Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
Dirigenten orienterede om, at Selskabets revisor Jørn Dam Jensen fra Revisionsselskabet Martinsen ville gennemgå regnskabet og gav derefter ordet til revisor Jørn Dam Jensen, som fremlagde årsrapporten for 2024/2025.
Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til årsrapporten.
Allan Krantz Jensen, Gudenådalens Energiselskab spurgte, om det er forbrugerne, der skal betale for det underskud, der er lavet i år? Jan Elmstrøm Blaabjerg svarede, at det er en generalforsamlings beslutning fra 2023, at vi skal eskalere udviklingen af vores afregningssystem og at finansiering af dette i første omgang skal ske over egenkapitalen. Bestyrelse og ledelse er opmærksomme på, at investeringen skal tilbagebetales og arbejder derfor også med forskellige vækstinitiativer. Herudover blev der spurgt til afhængigheden af Microsofts prispolitik ikke var farlig. Jan Elmstrøm Blaabjerg svarede, at historisk set har prisudviklingen på Microsofts løsninger fulgt den almindelige prisudvikling, men oftest har Microsoft foretaget prisændringer i nogle trin, hvorefter priserne har været faste i en ny periode. Disse trin har ofte været på 10-15 % afhængig af løsning.
Jesper Skov, Middelfart Fjernvarme spurgte, om budgettet på 20 mio. kr. bliver overholdt for projektet? Jan Elmstrøm Blaabjerg svarede, at som det ser ud nu, forventer vi at være færdige medio 2027. Vi kommer til at bruge 8-9 mio. kr. mere end de brugte 12 mio. Så dermed en forventning på nuværende tidspunkt om, at budgettet forventes overholdt.
Dirigenten spurgte, om der var nogen, som ikke kunne godkende regnskabet. Det var ikke tilfældet og dirigenten konstaterede, at årsrapporten blev godkendt med applaus.
d) Orientering om budget for næste regnskabsår
Jan Elmstrøm Blaabjerg orienterede om budget for næste regnskabsår, hvor der er budgetteret med et underskud på 4,2 mio. kr.
Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til budgettet. Dette var ikke tilfældet og dirigenten konstaterede, at budgettet måtte betragtes som taget til efterretning.
e) Fastsættelse af honorar til bestyrelse og formand
Bestyrelsen forslog nye honorarer:
• Menigt medlem 41.917,72 kr.
• Næstformand 83.835,44 kr.
• Formand 167.670,88 kr.
Marc Roar Hintze motiverede bestyrelsens forslag og forklarede hvilke analyser bestyrelsen havde foretaget for at fastlægge honoraret:
• Asnet og Board Partner
• Rådført sig hos selskabets revisor, Martinsen
• Ressourceindsatsen for menigt medlem svarer til en timepris på 7-800 kr.
• Niveau for bestyrelseshonorar i fjernvarmebranchen
• Bestyrelseshonoraret i Dansk Fjernvarme
Marc Roar Hintze konkluderede, at indstillede honorar afspejler bestyrelsens ansvar, den tid, opgave og faglighed, der lægges i arbejdet, niveauet i branchen og ejerkredsen og derfor var et og sagligt begrundet niveau.
Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til bestyrelsens forslag.
Jens Andersen, Næstved Fjernvarme takkede for motivationen og sagde, de ikke ville stemme for reguleringen, da de har kigget på samme parametre. Jens Andersen begrundede Næstved Fjernvarmes indstilling med, at der er tale om 4 møder af 2 timer + lidt kørsel og en strategidag. Herudover har de kigget på selskabets ansvar og risici og finder at der ikke findes hverken kommercielle eller finansielle risici, ingen gæld og ingen kompleksitet i selskabet. Han anerkendte behovet for at kunne tiltrække eksterne medlemmer til bestyrelsen og foreslog at deres indsats kunne honoreres på anden vis. Videre fremførte Jens Andersen, at han ikke kunne genkende honorarets størrelse fra andre fjernvarmeselskaber. Samtidig deltager fjernvarmeselskabernes bestyrelser i væsentlig flere møder og bruger mere tid. Værkerne har i de fleste tilfælde langt højere omsætning og meget større risiko med erhvervet. Når dette summeres, mente Jens Andersen, at forslaget “var skudt helt forbi”. Men konstaterede, at han ellers er glad for bestyrelsens arbejde.
Allan K. Jensen, Gudenådalens Energiselskab bemærkede, at det måske ville være smart at indføre en årlig prisregulering af honorarer i stedet for disse springvise justeringer.
Jesper Skov, Middelfart Fjernvarme orienterede om at også han ville stemme nej. Han stillede sig uforstående over ønske om så stor stigning. Dansk Fjernvarme er en forening, så man kan ikke sammenligne. Man burde sammenligne med fjernvarmeselskaberne, så man er i øjenhøjde med de selskaber, som betjenes. Jesper skov anbefalede generalforsamlingen at stemme nej.
Dirigenten spurgte, om der var andre spørgsmål eller bemærkninger.
Det var ikke tilfældet.
Marc Roar Hintze kommenterede på de fremsatte synspunkter og orienterede om, at bestyrelsen i motivationen lagde vægt på størrelsen af virksomheden og ansvaret. Det er rigtig at møderne afholdes i arbejdstiden. Det betyder ikke, at bestyrelsesmedlemmerne får dobbeltløn. Fjernvarmeselskaberne må ikke betale for bestyrelsesmedlemmernes indsats i Softværket, jf. Varmeforsyningsloven. Det er vigtigt, da deres forbrugere ikke må betale for bestyrelsesarbejde og derfor skal medlemmerne indsats honoreres af Softværket hvor bestyrelsens fulde loyalitet også skal ligge.
Herudover er honoraret med undtagelse af en mindre justering i 2023 ikke reguleret siden 2013 – og at det i virkeligheden har været en stor fejl.
Det der laves i Softværket er, af høj værdi og bidrager til høj sikkerhed for vores kunder. Marc Roar Hintze undrede sig derfor over, at Jens Andersen fremfører, at det ikke er komplekst. De, der deltog i Softværkets Digitaliseringsforum tidligere på dagen, fik vist, at Softværkets løsninger er komplekse og truslerne kun bliver større. Derfor er det også vigtigt, at vi kan tiltrække kompetente/de bedste bestyrelsesmedlemmer, både nu og fremover.
Marc Roar Hintze kommenterede på Jesper Skovs kommentar om, at honoraret ikke kan genkendes ude på værkerne. Desværre findes der ikke en samlet statistik over værkernes bestyrelseshonorarer. Marc Roar Hintze har undersøgt niveauet i hans netværk og de forslåede honorarer er markedskonforme. Vi kan ikke sammenligne Softværket med fjernvarmeselskaberne – der er over 60 medarbejdere og omsætningen er lille, fordi Softværket ikke skal tjene penge.
Dirigenten orienterede om at bestyrelsens forslag var til afstemning. Jens Andersen, Næstved Fjernvarme ønskede skriftlig afstemning. Derfor blev afstemningen gennemført som skriftlig afstemning. Dirigenten fastslog at stemmer for forslaget skulle angives med ”Ja” på stemmesedlen og stemmer mod forslaget skulle angives med ”Nej” på stemmesedlen. Endvidere tilkendegav dirigenten at der kunne stemmes blankt.
Resultatet blev.
Ja 18
Nej 16
Blank 2
Dirigenten konstaterede, at det forslåede honorar var blevet godkendt.
f) Behandling af forslag fra bestyrelse og andelshavere
Der er ikke indkommet forslag.
g) Valg af bestyrelsesmedlemmer
Dirigenten gør opmærksom på, at vedtægterne fastslår: 'Forslag til kandidater til bestyrelsen skal være indleveret til selskabet inden for samme frist, dvs. senest 14 dage før generalforsamlingen.'
Der skal vælges i alt tre bestyrelsesmedlemmer ind i bestyrelsen.
Følgende, bestyrelsesmedlemmer er på valg:
• Line Carlsen, Greve Fjernvarme
• Morten Hartmann, Haderslev Fjernvarme
• Morten Abildgaard, Viborg Varme
Line Carlsen har af personlige årsager valgt at trække sit kandidatur til bestyrelsen i Softværket og udtræder dermed af bestyrelsen på generalforsamlingen.
Morten Hartmann har tilkendegivet, at han modtager genvalg og indstilles af bestyrelsen til genvalg.
Morten Abildgaard sidder i bestyrelsen i sin 5. valgperiode og kan i henhold til selskabets vedtægter ikke genvælges og udtræder dermed af bestyrelsen på generalforsamlingen.
Bestyrelsen indstiller Catharina Marcus Møller, Albertslund Fjernvarme og Jens Enevoldsen, Billund Varmeværk, som nye kandidater til bestyrelsen. Der er ikke indkommet forslag til bestyrelsesmedlemmer fra andelshavere.
Dirigenten spurgte, om der var nogen, der ikke kunne godkende de opstillede kandidater? Og om der var habilitets problemer eller andet. Det var der ikke.
Dirigenten konstaterede, at Morten Hartmann, Haderslev Fjernvarme og Catharina Marcus Møller, Albertslund Fjernvarme og Jens Enevoldsen, Billund Varmeværk, blev valgt til bestyrelsen med applaus.
h) Valg af suppleanter
Der skulle vælges to suppleanter.
Bestyrelsen indstillede: Jesper Skrubbeltrang, Sindal Varmeforsyning, som 1. suppleant og Lars Rytter, Tønder Fjernvarmeværk, som 2. suppleant til bestyrelsen.
Der er ikke indkommet forslag til suppleanter fra andelshavere.
Dirigenten spurgte, om der var nogen, der ikke kunne godkende de opstillede kandidater? Der var ingen indvendinger.
Dirigenten konstaterede, at Jesper Skrubbeltrang, Sindal Varmeforsyning, og Lars Rytter, Tønder Fjernvarmeværk, blev valgt som henholdsvis 1. og 2. suppleant med applaus.
i) Valg af revisor
Bestyrelsen foreslog genvalg af: revisor Jørn Dam Jensen fra Martinsen.
Dirigenten spurgte, om der var andre forslag. Det var ikke tilfældet.
Selskabets revisor blev genvalgt med applaus.
j) Eventuelt
Dirigenten spurgte, om der var andelshavere, som ville stille spørgsmål, give kommentarer eller kommer med forslag til bestyrelsen. Samtidig gjorde han opmærksom på, at der under dette punkt ikke kan træffes beslutninger.
Ferdinand Jepsen, Vejen Fjernvarme kommenterede, at det var nogle fine slides, men at de nederste tekster ikke kunne ses nede fra salen, og opfordrede til, at man tænkte over det til næste år.
Marc Roar Hintze bad om ordet og takkede dirigenten for at lede mødet, alle andelshavere for deres deltagelse og engagement. Herudover gav han en særlig tak til medarbejdere, revisor og sine bestyrelseskolleger for et godt samarbejde. Særligt takkede han også afgående bestyrelsesmedlemmer Line Carlsen og Morten Abildgaard og bød velkommen til de nye bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
Herefter blev generalforsamlingen erklæret for afsluttet.
Bilag 1: Årsberetning 2024/25
Årsresultat
Softværket realiserede i regnskabsåret 2024/25 en nettoomsætning på 61,4 mio. kr. mod 54,1 mio. kr. i 2023/24, svarende til en vækst på 13,5 %. Årets resultat blev et underskud på 2,5 mio. kr. efter skat mod et underskud på 861 t.kr. i 2023/24. Udviklingen skal ses i forhold til en forventet nettoomsætning på 59,5 mio. kr. og et budgetteret underskud på 5,6 mio. kr. Bestyrelsen vurderer derfor resultatet som tilfredsstillende.
Den positive afvigelse skyldes især en øget efterspørgsel på vores outsourcing-ydelser inden for Værksadministration samt IT-drift og -service. Hertil kommer et stigende nysalg af vores afregningssystem, Forsyning|FOF, samt besparelser – primært på selskabets personaleudgifter.
Det budgetterede underskud skyldes en planlagt investering i videreudviklingen og moderniseringen af afregningssystemet Forsyning|FOF. Investeringen blev godkendt af selskabets generalforsamling i 2021 og skal bringe Forsyning|FOF over på en Microsoft-platform, driftet i skyen.
Strategiske initiativer
I forbindelse med sidste års generalforsamling fik selskabet en ny bestyrelse med nyt formandskab. Den nye bestyrelse har fra begyndelsen udvist et stærkt engagement i den vedtagne strategi for Softværket – herunder især i videreførelsen af de planlagte investeringer i udviklingen af selskabets it-løsninger.
Forsyning|FOF i skyen
Vi kunne i år markere en betydelig milepæl i projektet med at forny branchens afregningssystem, idet vi planmæssigt afsluttede implementeringen af projektets første fase hos vores kunder. Ca. 400 forsyningsvirksomheder har i løbet af de seneste to år fået implementeret et nyt branchetilpasset finanssystem baseret på Microsoft Dynamics 365 Business Central, og mere end 700 brugere har gennemført et skræddersyet uddannelsesforløb. Projektet er dermed blandt de største BC-projekter i verden og har på blot to år placeret Softværket blandt de tre forhandlere globalt med flest kunder i drift på Business Central i skyen.
Sideløbende har vi igangsat udviklingen af den resterende del af fremtidens Forsyning|FOF-løsning – et meget omfattende udviklingsprojekt. Oprindeligt var det planen at opdele projektet i to faser, men i efteråret vurderede vi, at det ressourceforbrug, der ville være nødvendigt for at få den nye Forsyning|FOF til at integrere med den eksisterende løsning – og som på sigt blot ville blive kasseret – ikke stod mål med værdien af en opdeling. Vores vurdering var, at en opdeling i to faser ville gøre hverdagen væsentligt mere besværlig for vores kunder. Derfor besluttede vi at udvikle den resterende del af løsningen i én samlet fase.
Vi er fuldt bevidste om, at der også er uhensigtsmæssigheder ved at slå fase 2 og 3 sammen, men fordelene opvejer ulemperne. For at imødekomme udfordringerne har vi tilpasset vores teststrategi og bl.a. etableret et komplet testmiljø, hvor nyudviklingen af Forsyning|FOF i skyen løbende testes og afprøves. Samtidig testes Microsofts halvårlige major releases til Business Central for at sikre sammenhængen til vores udvikling. Når projektet skrider frem, vil vi også konvertere kundedata ind i testmiljøet og inddrage både vores konsulent- og supportafdeling i testarbejdet. Vi overvejer desuden at invitere kunder til at afprøve løsningen.
At samle den resterende udvikling i én release betyder også, at der forventeligt går to år, før de første pilotkunder kommer fuldt over på den nye Forsyning|FOF-løsning. Det giver samtidig vores kunder bedre tid til at blive fortrolige med at arbejde i Forsyning|FOF i skyen, inden næste store opdatering frigives. For at understøtte denne fortrolighed vil vi udbyde en række kurser og webinarer i det kommende år.
I henhold til den nye projektplan forventer vi at kunne frigive den fulde løsning til pilotkunder medio 2027. Det er cirka ét år senere end tidligere forventet og skyldes dels udfordringer med at rekruttere de nødvendige ressourcer, dels de nævnte udfordringer i projektet, som førte til sammenlægning af faserne. Det er bestyrelsens vurdering, at forsinkelsen ikke vil medføre en væsentlig overskridelse af projektets økonomiske ramme på 20 mio. kr., som blev godkendt af generalforsamlingen i 2021.
Forsyning|WEB
Vi besluttede tidligere i år at gennemføre et komplet platformsskifte af vores hjemmesideløsning, Forsyning|WEB. Den tidligere løsning kunne ikke imødekomme kravene i webtilgængelighedsloven, mobile first-designprincipper samt brugernes behov for et mere moderne udtryk og udvidet funktionalitet, herunder flere indholdstyper og farvetemaer.
Vi undersøgte markedet og fandt en velegnet standardløsning – oprindeligt udviklet til kommuner og boligselskaber – som vi i samarbejde med en ekstern partner har tilpasset forsyningsbranchen. Softværket og de første pilotkunder er online med den nye løsning, og det er planlagt, at alle ca. 250 eksisterende kunder migreres til den nye løsning frem mod sommeren 2026. Alle brugere vil modtage en slutbrugeruddannelse for at sikre størst muligt udbytte af den nye løsning.
Forsyning|BI
I 2023/24 traf vi beslutning om at udvikle en ny business intelligence-løsning baseret på Microsoft-teknologi med Power BI som frontend. I år kunne vi fejre, at den nye løsning er implementeret hos både eksisterende og nye kunder.
Løsningen er et vigtigt skridt mod mere datadrevne og fremtidssikrede analyseværktøjer i forsyningsbranchen. Vi understøtter udviklingen med løbende frigivelser af branchetilpassede rapporter og dashboards – herunder en ny GIS-rapportpakke, der giver et hurtigt og interaktivt overblik over ledningsnet og datakvalitet.
Brugernes tilbagemeldinger peger på markant forbedret brugeroplevelse – især hvad angår hastighed og opdateringsfrekvens. Vi ser også, at løsningen anvendes bredere i de enkelte forsyninger, hvilket var målet med den reducerede brugerpris. Forsyning|BI er et stærkt værktøj, som fremover vil levere datadrevne indsigter til både den daglige drift og bestyrelsens strategiske beslutninger.
Projekt Microsoft 365
Den fortsat stigende cyberrisiko har skabt en situation, hvor både brugere og virksomhedsdata er i konstant fare for at blive kompromitteret eller misbrugt. Det stiller krav om et højt sikkerhedsniveau og effektive værktøjer, der understøtter en sikker og moderne it-infrastruktur.
Derfor indgik vi sidste år et samarbejde med Timengo, en af de førende Microsoft Cloud-partnere, og udviklede i fællesskab en Microsoft 365-løsning, der er målrettet forsyningsbranchen. Løsningen omfatter de velkendte Office-applikationer samt en række it-sikkerhedsværktøjer, som tilsammen bidrager til optimal beskyttelse af brugere, enheder og data.
Kunderne får dermed en færdigkonfigureret, sikker og opdateret platform, der kontinuerligt vedligeholdes af specialister efter Best Practice. Løsningen er udviklet med fokus på høj sikkerhed, effektiv drift og brugervenlighed, og den understøtter kravene til både GDPR og NIS2. Samtidig fritages kunderne for en række komplekse og ressourcekrævende opgaver og ansvar, som normalt påhviler interne it-afdelinger.
Blandt de konkrete fordele ved vores løsning – sammenlignet med en standard Microsoft 365-løsning – kan nævnes:
• Komplet implementering og vedligeholdelse af Zero Trust-arkitektur, der skaber øget it- og datasikkerhed ved at overvåge bruger- og netværksadgange i realtid
• Løbende overvågning og opdatering i takt med ændringer i trusselsbilledet og Microsofts teknologier
• Proaktiv håndtering af adviseringer, fx udløbne certifikater, nye funktioner og sikkerhedsalarmer
• Træning og undervisning af medarbejdere i brugen af Microsoft 365, Teams, SharePoint m.m.
• Vedligeholdelse af øvrige anvendte it-løsninger fra godkendte udbydere
• Support og håndtering af tekniske og sikkerhedsmæssige udfordringer
De første pilotkunder er blevet implementeret, og der er planlagt yderligere 70 implementeringer blandt eksisterende kunder i det kommende regnskabsår.
Sårbarheden over for it-nedbrud blev desværre tydelig tidligere i år i forbindelse med en planlagt strømafbrydelse i Fjernvarmens Hus. Den medførte en række uforudsete problemer, der også påvirkede vores kunder – blandt andet ved midlertidig manglende adgang til målerdata. Som konsekvens heraf blev implementeringen af nyt supportsystem og WiFi fremskyndet. Samtidig opsagde vi samarbejdet med to it-infrastrukturpartnere og outsourcede store dele af den interne it-drift til strategiske samarbejdspartnere. Organisatorisk blev it-drift og service samlet med devops & operations under en ny teamleder.
Vækst i Værksadministration
Efterspørgslen efter vores ydelser inden for værksadministration har været støt stigende. For andet år i træk har vi oplevet en vækst på over 20 %, og ved regnskabsårets afslutning varetog vi administrationen for 28 fjernvarmeværker og tre vandforsyninger – i alt med mere end 30.000 forbrugere.
Selv om vi løbende opruster teamet, har vi i perioder været nødt til at sige nej til nye opgaver. Vi er meget bevidste om ønsket og forventningen om, at vi altid har et beredskab klar til at træde til, eksempelvis ved pludselig sygdom. Derfor fortsætter vi med at forberede teamet på den stigende efterspørgsel i det kommende år.
Brugergrupperne
Udviklingen af vores it-løsninger sker i tæt dialog med vores brugere. Den tætte relation er en del af Softværkets DNA og kommer blandt andet til udtryk i samarbejdet med vores velfungerende brugergrupper.
Grupperne bidrager aktivt med prioritering af nye ønsker og bringer samtidig værdifuld viden og erfaring fra blandt andet erfa-grupper ind i Softværket. De kan også fungere som talerør for andre brugere og som sparringspartnere i forbindelse med nye tiltag.
Vi har i dag seks aktive brugergrupper med i alt cirka 20 deltagere, som alle udviser stort engagement og tager ansvar for at sikre, at vores løsninger bedst muligt understøtter branchens behov. En stor tak skal lyde til deltagerne og de forsyninger, som stiller tid og ressourcer til rådighed.
Bestyrelsen
Efter generalforsamlingen sidste år konstituerede bestyrelsen sig med Morten Hartmann fra Haderslev Fjernvarme som næstformand og undertegnede som formand. Samtidig blev Thomas Rasmussen indsuppleret som nyt eksternt medlem. Med en lang karriere i it-branchen supplerer han Carsten Kjelde i at dække bestyrelsens behov for dyb og specialiseret it-kompetence.
I 2024/25 har bestyrelsen afholdt fire ordinære møder samt et konstituerende møde og vores årlige strategiseminar, hvor vi sammen med selskabets lederteam foretager en grundig opfølgning på strategien og lægger retningen for det kommende år.
Bestyrelsens hovedfokus har fortsat været den strategiske udvikling af Softværket – særligt fornyelsen af Forsyning|FOF. Her arbejder vi målrettet med at sikre de nødvendige ressourcer og minimere risici gennem tæt opfølgning, særligt med bidrag fra Carsten og Thomas.
De omfattende investeringer i produktudvikling finansieres i første omgang via egenkapitalen. Det er afgørende, at investeringerne skaber grundlag for fremtidig indtjening, og derfor indgår fastlæggelse af vækstområder som en integreret del af bestyrelsens arbejde. Den tidligere beslutning om øget indsats i vandsektoren har i indeværende år medført en omsætning på cirka 3,1 mio. kr. i dette segment.
Bestyrelsen fastsætter også priserne på selskabets ydelser. For 2025/26 besluttede vi at regulere priserne med 3,5 %. Enkelte løsninger justeredes yderligere på grund af prisstigninger fra underleverandører.
Vi besluttede tidligere, at bestyrelsens arbejde skal følge "kodeks for godt bestyrelsesarbejde". Det har vist sig at være en klog beslutning – især i lyset af Softværkets vækst i både størrelse, kompleksitet og opgavemængde. Udviklingen har medført et øget ansvar og stiller større krav til bestyrelsens kompetencer og engagement.
Med de forandringer er det blevet endnu vigtigere med klare rammer og fælles retningslinjer for god ledelse. Kodekset bidrager til at sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og en professionel tilgang til arbejdet. Den årlige evaluering viser, at vi i høj grad efterlever kodekset og har et åbent og respektfuldt samarbejde i bestyrelsen. Jeg vil gerne takke alle medlemmer for samarbejdet i det forgangne år.
Organisation
Virksomhedens vækst har naturligt sat sit præg på organisationen. I regnskabsåret har vi budt 10 nye medarbejdere velkommen og sagt farvel til tre, hvilket bringer medarbejdertallet op på 65 ved årets udgang.
Det kræver en indsats at integrere nye kolleger i Softværkets særlige kultur. Vi hører fra enkelte kunder, at de oplever, at vi er blevet større og at Softværkets DNA ikke altid er forankret i hele organisationen. Vi har derfor i år udpeget en dedikeret HR-chef, og der er gennemført en række aktiviteter for at sikre god onboarding og fastholdelse af motivationen blandt alle medarbejdere. Eksempelvis har vi skræddersyet et obligatorisk introduktionsforløb, og alle medarbejdere har i år besøgt Assens Fjernvarme for at få indsigt i hverdagen hos vores kunder. Derudover har vi afholdt kulturworkshop, kick-off og forskellige sociale arrangementer med fokus på kultur, brancheforståelse og sammenhold.
Den øgede medarbejderstab skyldes ikke alene udviklingsprojekter, men også øget behov for support, efterhånden som flere brugere tager Forsyning|FOF i skyen i brug. Det samme gælder implementeringen af BI-løsningen og Microsoft 365. Dertil kommer en fortsat stigende efterspørgsel efter vores tilbud om værksadministration.
I år har vi håndteret ca. 29.000 supporthenvendelser og samtidig implementeret nye interne it-løsninger, styrket it-sikkerheden og opnået en ny ISAE 3402 type 2-erklæring, som nu kan downloades fra vores hjemmeside. Det har været et travlt, men også meningsfuldt år, og medarbejdernes engagement – ikke mindst i forbindelse med kundebesøg – vidner om stor motivation og faglig stolthed. En stor tak til alle medarbejdere for jeres indsats og dedikation.
Forventet udvikling
Investeringen i fornyelsen af Forsyning|FOF fortsætter i de kommende år. Inden den fulde løsning frigives, vil der løbende ske forbedringer af den nuværende version – særligt via øget automatisering og brug af kunstig intelligens (AI). Her vil kunderne nyde godt af Microsofts omfattende AI-investeringer, herunder Copilot.
Ligeledes har vi planlagt en række investeringer i nyudvikling og forbedring af vores øvrige løsninger for at sikre, at de til stadighed kan bidrage til at effektivisere, forbedre og udvikle vores kunders forretning.
Sikkerhed er også et centralt fokusområde. Den globale uro og usikkerhed har øget behovet for beredskab og modstandsdygtighed. Vi er trygge ved, at Microsoft leverer markedets stærkeste sikkerhedsløsninger. Samtidig arbejder vi med løsninger, der muliggør såkaldt "ø-drift", som kan opretholde driften ved alvorlige hændelser, der afskærer os fra den øvrige infrastruktur.
Vi ser ind i en fremtid, hvor der – inspireret af elmarkedet – vil blive stillet krav om mere ensartet og let adgang til forsyningsdata. Dette gælder eksempelvis landsdækkende kæder, boligselskaber og offentlige aktører i forbindelse med drift og ESG-rapportering. Derfor deltager vi aktivt i Varme-DUG, en arbejdsgruppe under Forsyningsdigitaliseringsprogrammet, der drives af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Programmet, der løber frem til 2027, har til formål at skabe rammer for, hvordan data i forsyningssektoren skal struktureres og gøres tilgængelige.
De store investeringer i produktudvikling betyder, at vi også i de kommende år budgetterer med underskud. Disse finansieres i første omgang via selskabets egenkapital i henhold til den strategi, som blev vedtaget af andelshaverne på generalforsamlingen i 2021.