10 års jubilæum: For Anja bliver arbejdet aldrig ren rutine

22. november 2022

10 års jubilæum: For Anja bliver arbejdet aldrig ren rutine

Vores IT-konsulent Anja Pedersen trives i en udfordrende hverdag med plads til selv at prioritere sine opgaver. Derfor har hun også haft Softværket som arbejdsplads igennem ti år. Og på trods af ancienniteten er der stadig mange nye ting at lære, fortæller hun.

Softværket er ikke en arbejdsplads, hvor man falder i dvale og kommer ind i rutinen. Der er hele tiden nye og spændende udfordringer, som skal løses.

Sådan har det været for Anja Pedersen at arbejde i Softværket, lige siden hun startede. Og det er også derfor, hun netop har fejret sit 10 års jubilæum, fortæller hun.

Som IT-konsulent arbejder hun blandt andet med kundesupport, undervisning og værksadministration. Men selvom hendes arbejdsområder ikke har ændret det helt store, siden hun startede, er der alligevel rig mulighed for selv at præge hverdagen.

Der er masser af frihed under ansvar i min dagligdag, og det sætter jeg stor pris på. Samtidig sætter jeg en ære i at give vores kunder den bedste support. Det er også noget af det, der gør, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, siger hun og fortsætter:

Jeg er tryg i mit arbejde, og jeg ved, at hvis jeg har lyst til at udvikle mig, er der gode muligheder for det. Man bestemmer egentlig selv, hvor meget man rykker sig, så hvis man har lyst til at blive skubbet lidt ud over kanten, kan man sagtens vælge det.

 

En nærværende kultur

For Anja er kollegaerne noget af det vigtigste på en arbejdsplads. Og dem har hun heldigvis ikke en finger at sætte på. Der er nemlig en nærværende og familiær kultur i Softværket.

Det bunder ifølge hende i, at man er gode til at drage omsorg og værne om hinanden. Det gør det dejligt at møde ind på arbejde, siger hun og tilføjer:

Og så er det fedt, at der også er en humoristisk tone. Ordet er frit, og der er plads til sjov, spas og en kæk bemærkning en gang imellem.

 

Lærer stadig nye ting

Ti års tro tjeneste betyder ikke nødvendigvis, at man ved alt. Og det er Anja da heller ikke bleg for at indrømme, at hun ikke gør. Faktisk er det også en af grundende til, at hun bliver ved med at finde spænding i hverdagen.

At det forholder sig sådan, tilskriver hun i høj grad den branche, Softværket er i. Forsyningsbranchen har nemlig aldrig været mere omskiftelig, end den er lige nu.

Og når man primært tilbyder løsninger til fjernvarmeselskaber, er det ikke svært at forestille sig, at der lige nu er mere travlt på telefonen end nogensinde.

De værker, jeg arbejder med i dagligdagen, er helt enormt forskellige, og det gør min hverdag varieret. For tiden understreger den del af værksadministrationen, hvor vi har med forbrugere at gøre, at der er nogen, som virkelig har det svært derude. Derudover kommer der hele tiden nye love, regler og reguleringer i branchen, som vi skal ændre vores systemer ud fra. Og de ændringer skal jeg undervise i og supportere ud fra, fortæller hun og tilføjer:

Så hvis branchen ikke ændrede sig så meget, som den gør, ville hverdagen nok være mere ensartet. Men nu er tilfældet bare, at der i løbet af de seneste to år har været mere run på i branchen og hos os end nogensinde.

Med et nyt Forsyning|FOF på vej og ingen udsigter til at farten på den grønne omstilling sænkes foreløbig, er det da også svært at forestille sig, at Anja ikke skulle have nok at se til i Softværket i de kommende år.

Men det trives hun heldigvis også i.