Lars Frederiksen brænder stadig for branchen efter 30 år

21. oktober 2022

Lars Frederiksen brænder stadig for branchen efter 30 år i Softværket

I løbet af de 30 år, Lars Frederiksen har været ansat i Softværket, har han set og arbejdet med lidt af hvert. Salget af it-løsninger og den personlige kontakt med kunderne har dog hængt ved, og det har givet ham en unik indsigt i branchens udvikling gennem årene.

Jeg har ikke kunnet finde døren.

Sådan beskriver Lars Frederiksen tørt og med et glimt i øjet årsagen til, at han stadig er ansat i Softværket efter 30 år.

I dag lyder titlen ”Senior Account Manager”, men da han blev ansat i Softværket i 1992, stod der ”Programmør” på kontrakten. På det tidspunkt var han én af i alt fire medarbejdere – og i den lille softwarevirksomhed, som dengang gik under det mundrette navn ”Danske Fjernvarmeforsyningers EDB-selskab”, havde man mange kasketter på, fortæller han:

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg har arbejdet med salg. Reelt set har jeg altid gjort det, for da jeg startede, var vi alle ansvarlige for det hele. Så selvom jeg egentlig blev ansat som programmør, arbejdede jeg også med support og salg, fortæller han og fortsætter:

Der er sket meget siden dengang hvor man vidste alt om alting, og i dag må man bare erkende, at vi er nødt til at specialisere os for at nå rundt i den viden og service, vores kunder har brug for.

 

Brænder stadig for branchen og kunderne

Den specialisering har Lars fundet sig til rette i. I dag beskæftiger han sig nemlig udelukkende med salg og kundekontakt i Softværket. Og efter 30 år brænder han stadig for kunderne og forsyningsbranchen. Særligt fordi man i Softværket kan påvirke den retning, virksomheden går i:

For mig er Softværket en god arbejdsplads, fordi jeg har indflydelse på udviklingen og er med til at forme fremtiden for vores produkter og ydelser. Jeg har personligt fået lov til at udvikle mig i den retning, jeg gerne ville, siger han og forklarer, hvorfor han glæder sig til at komme på arbejde i dagligdagen:

Vi har en hyggelig og uformel omgangstone – både internt og med kunderne. Vi har kendt en del af kunderne igennem mange år, og det er en vigtig del af vores kultur, at vi ikke opfatter os selv som konsulenter i jakkesæt.

 

Implementeringen af FOF er et højdepunkt i karrieren

Med en lang karriere som Lars’ kan det være svært at vælge et konkret nedslagspunkt. Og han bruger da også noget betænkningstid, inden valget falder på implementeringen af den udgave af Forsyning|FOF, Softværket leverer i dag.

Det var et løft fra mange forskellige, individuelle løsninger og til én fælles, ensartet platform. At vi kom over på det samme system gav et stort kvalitetsløft i branchen. Det var virkelig en fremtidssikring, siger han og fortsætter:

Og 20 år senere er vi så nu i gang med at løfte og fremtidssikre systemet igen med det nye Forsyning|FOF. På den måde kører tiden lidt i ring.

 

En langt mere kompleks branche

Som gammel haj i branchen har Lars set det meste. Men han hæfter sig dog alligevel ved, at fjernvarmebranchen i dag er langt mere avanceret, end den var i halvfemserne.

Dengang udsendte man programopdateringer på floppy-disketter, og det var umuligt at finde et varmeværk, som ikke havde en hel væg fyldt med hængemapper.

Mange af de helt store værker havde kun én administrativ medarbejder, og nu sidder der en fem-seks stykker på samme job. Og det er altså ikke fordi, de er blevet mere dovne, griner han og understreger:

De tider, hvor driftslederen både klipper græsset og pudser vinduerne er forbi. Fordi tingene bare er blevet meget mere komplekse, forklarer han.

Når man taler med ham, er der i hvert fald ingen tvivl om, at Lars Frederiksen har mange gode minder og anekdoter, når han kaster blikket tilbage på sin tid i fjernvarmebranchen.

Og med sine mange år som en markant skikkelse i Softværket har han haft – og fortsætter med at have – en enorm betydning for Softværkets udvikling og de løsninger, der leveres til kunderne i dag.


Heldigvis har han allerede lovet, at han i hvert fald tager 5 år mere.